tirsdag den 22. september 2009

Storpolitiske guldknapper

Er det relevante spørgsmål, om verdens pt mest magtfulde kvinde bærer blazere med store knapper, har en kedelig stil, men i øvrigt har fået styr på sit hår, siden hun flyttede fra sin hjemby for snart 40 år siden?

Før du læser videre i denne blog, vil jeg lige advare om, at jeg nu springer tilbage til mine journalistiske rødder for at udøve en af fagets mest populære discipliner: At anmelde tv-programmer og tillade sig at mene hvad som helst om hvem som helst, uden på nogen måde at behøve at dokumentere påstandene!!

Dette er derfor en tv-anmeldelse af mandagens tv-program Horisont på DR1 med Mette Vibe Utzon, den rapkæftede, tidligere Kontant-værtinde. Tonefaldet er intakt fra de gode gamle Kontant-aftener, de spydige bemærkninger og de spidsfindige spørgsmål, der om ikke andet så i det mindste afslørede værtindens egen holdning til alt fra vaskepulver til forsikringer. Nu forsøger selvsamme studievært at hoppe op i den internationale klasse. I aftenens Horisont ville DR1 gå tæt på Angela Merkel i et portræt i anledning af det forestående tyske forbundsvalg. Et valg, som helt uden diskussion får betydning for Danmark.

TV-værtindens vinkel var virkelig spids og entydig: Kan en 55-årig fraskilt kone uden børn med verdens mest kedelige blazere blive genvalgt! For at understøtte vinklen var reportere sendt til hjembyen i det tidligere Østtyskland for at udfritte hendes gamle matematiklærer, der naturligvis var meget stolt af sin berømte elev. Familie og venner åbnede ikke dørene, så et godt gammelt kneb blev anvendt. Frisøren, der havde klippet Angelas hår, da hun stadig var en skolepige, udtalte de vise ord: Nu har hun da fået mere styr på frisuren end dengang!! Skolelæreren havde kun et enkelt pip, nemlig om guldknappernes størrelse på kanslerens blazere!!

Den interessante, menneskelige og politiske historie om Angela Merkel, faldt helt til jorden i forhold til dette. Selv den taktiske genistreg hun udviste forud for Anders Foghs udnævnelse til Nato's generalsekretær blegnede i forhold til disse storpolitiske knapper!!

Men mon ikke andre medier bringer portrætter i de kommende uger, så jeg måske kan få svar på de relevante spørgsmål om det menneske, der gemmer sig bag den dobbeltradede, fx hvilken betydning opvæksten i det tidligere Østtyskland har for hendes rummelighed som regeringchef?

Af Helle Blach, journalist og kommunikationsrådgiver




Ingen kommentarer:

Send en kommentar