fredag den 11. september 2009

Forside-lomme på danske magasiner?!

De gyldne tider i magasin branchen er vendt, og både den internationale og den danske presse eksperimenterer med ideer til at overleve. Amerikanske magasiners seneste tiltag i kampen mod annoncefaldet er salg af forsideplads i en særlig lomme. Mens annoncer i stigende grad breder sig på avisforsiderne i Danmark, er amerikanerne allerede gået et skridt videre.

Nedgangen for amerikanske magasiner har medført en ny tendens inden for medieverdenen, hvor man nu sælger forsideplads på en helt ny måde, nemlig som en fysisk lomme, hvor annoncører kan placere materiale til læserne. Det skriver The New York Times på sin hjemmeside.

Magasinerne Entertainment Weekly og House Beautiful har ifølge det amerikanske nyhedsmedie begge forsøgt sig med formen, som har givet anledning til diskussion om balancegangen mellem redaktionelt og kommercielt medieindhold.

"Der er ikke noget galt med annoncer ved siden af redaktionel tekst. Vores bekymring går på brugen af et cover alene med et kommercielt formål," siger den adm. direktør i de amerikanske magasinredaktørers forbund, Sid Holt, til the New York Times.

Set fra en danskers øjne bliver det spændende, hvorvidt denne nye tendens når til Danmark, da krisen jo allerede er aflyst (se tidligere blogindlæg på siden), eller om de danske magasiner vil slikke sine sår og beholde sine forsider, som de er. Jeg er nok mest tilhænger af de lommefri forsider - kald mig gammeldags, men jeg kan godt lide ved første øjekast at se navnet Bo Bedre på magasinet, blive nysgerrig over emnet "køkkenliv" og drømme mig ind i en verden af lækre boliger. Hvis man, som jeg, er vild med magasiner, er der også en hel speciel oplevelse i at sidde med et glat, farverigt magasin og bladre fra ende til anden. Så nej tak til lommer fra magasin-elskeren....

Af Anne Thomsen, at@ccpublicrelations.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar