tirsdag den 10. november 2009

Undskyld!!

På tv har vi kunnet følge føljetonen i DR Kontanten om kødets vej til forbrugerne. En rigtig gyser! Ompakninger. Hakkekød, der ikke holder fedtprocenten. Lammekæd, der blandes med svinekød. Flere supermarkeder og et enkelt stormagasin har stået for skud.


Skurken er i dette drama Superbest, hvis direktør først klarede frisag ved at fyre alle de slagtere, der var ansvarlig for urent trav. Men Kontanten mødte hurtigt op igen. En gang snyd kan forbrugerne kapere, hvis de får en ordentlig forklaring og en undskyldning. Men to gange i træk!


Forbrugerne demonstrerede tydeligvis deres svækkede tillid ved at spare på indkøbene i supermarkedet, og det fik krisen til at eskalere. Ifølge medierne koster kød-sagen omkring 300 millioner i tabt omsætning.

Undskyld stod der i overskriften på Superbest' helsides annoncer i søndagsaviserne. "Vi har indført nye regler", hed det i den veltilrettelagte annoncekampagne! Men kan det rette op på forbrugernes tillid? Annoncer kan opbygge brands og generere kendskab. Efter min mening kan en annoncekampagne alene sætte spot på handlingerne, men de kan ikke afhjælpe problemet. At genvinde forbrugernes tillid er et langt, sejt træk!! Det kræver handlinger, opfølgning og kommunikation.

Det tager flere år at opbygge et brand eller et godt image - men få sekunder at sætte det over styr! Derfor er det vigtigt hele tiden at passe, pleje og udvikle ens brand eller image. I modgangstider kan det være godt at tænke på at investere i den vigtige kapital, som skjuler sig bag et godt brand eller image!

Interessant bliver det under alle omstændigheder at følge Superbest' arbejde med genopbygning af image og forbrugertillid. En ting er helt sikkert. Kontanten skal nok være på pletten igen.


Af Helle Blach hb@ccpublicrelations.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar