tirsdag den 6. oktober 2009

Et kig gennem nøglehullet

Mandag aften i Kvickly. Indkøbslisten er lang for der skal købes ind til hele ugen. Første stop er hylderne med morgenmad. Min datter plager som sædvanlig om guldkorn og chokopops, og jeg svarer som sædvanlig nej. Men hvad er det så lige at man vælger som en grøn sundhedsbevidst mor? Heldigvis er det slet ikke så svært som dengang hvor jeg selv skulle tænke og læse bag på emballagen. Nu kan jeg trygt lade mig lede af mærkerne....


Listen over mere eller mindre offentlige ernæringsmærker er efterhånden lang, med det grønne nøglehuls mærke som det seneste i rækken. Mærkerne skal hjælpe os forbrugere til at træffe de rigtige valg, men virker de efter hensigten? Er jeg mere oplyst eller mere forvirret? Skal morgenmaden være mærket med det grønne nøglehul, det gule fuldkornsmærke, det røde økomærke eller det europæiske blå økomærke? Eller skal jeg i stedet lade mig vejlede af Industriens egen GDA mærkning? Bevæger vi os videre til hylderne med fx vaskepulver, er der endnu flere mærker. Skal det være miljøvenlig? Så skal der være en svane på. Skal det være hudvenligt? Så skal du tjekke om Astma Allergiforbundet har sat deres mærke på.

I mellemtiden har jeg fået mærkekvalme så vi køber nogenlunde det vi plejer, uden at tjekke om de rigtige mærker pryder forsiden. Og jeg læser fortsat emballagen og forholder mig kritisk til indholdet.

Af Britta Lindstrøm, bl@ccpublicrelations.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar