tirsdag den 12. maj 2009

Løbeglade kvinder fejrede Mors Dag i Mindeparken


Godt 4.000 kvinder havde den 10.maj valgt at fejre Mors Dag i Mindeparken, Århus. Anledningen var Feminas årlige kvindeløb, der i år kunne fejre 10 års jubilæum, og mange var mødt op, enten alene eller med familie og veninder.

Vejret var skønt, stemningen glad og forventningsfuld, og selv de to mandlige konferencierer var rigtigt i hopla.

Sjovt må det da også have set ud, da opvarmningen startede og samtlige 4.085 kvinder som en anden kvæghjord blev gennet ind i en indhegning, hvor der blev lavet knæløft og deslige i takt med den muntre opvarmningsmusik. Men trods puffen og masen var humøret stadig højt, og der blev grinet og sludret.

Nedtællingen begyndte og der blev skubbet, puffet og maset endnu mere, da de første 1.000 kvinder satte i gang i et tempo, der på visse områder kunne minde om en flok bissende kvæg. Skoven gav genlyd af snakken og trampen, da de glade kvinder løb stierne flade i Marselisborg Skov.
5,2 km var distancen, og efter blot 17 minutter var den første løber i mål.

Efterfølgende blev der grillet eller spist medbragte madpakker rundt om på græsset. Flere af kvinderne havde taget deres partner og børn med, og der blev rigtig hygget i det herlige solskinsvejr.

Dagen blev afsluttet med udlevering af vand og goodie-bags fra Femina samt lodtrækning om en masse lækre præmier. En skøn afslutning på en fantastisk dag!



Af Pia Winther


Ingen kommentarer:

Send en kommentar