fredag den 15. maj 2009

Brainfood

Forleden aften læste jeg en bog for mine børn - "Wilbur - en møgunge" - skrevet af René Toft Simonsen. Bogen handler om Wilbur, som egentlig gerne vil alt det rigtige, men konstant gør det forkerte, og derfor bliver misforstået af stort set alle omkring ham.

De fleste tyr til den nemme konklusion - Wilbur ER en møgunge! Typisk med forældre som sikkert ikke har styr på noget som helst og heller ikke kan opdrage deres børn.

Men konklusionen er ikke så enkel og heldigvis ender historien godt - en lærer finder ud af, at Wilbur har ADHD. Tidligere kaldet det noget mere mundrette og meningsgivende "DAMP", men nu benytter man altså den internationale betegnelse ADHD som betyder "Attention Deficit Hyperactivity Disorder".

Og hvad er det så lige vi taler om? Kort sagt: koncentrationsbesvær, indlæringsvanskeligheder og hyperaktivitet. En diagnose som et stigende antal både børn og voksne i Danmark får.

Ifølge internationale undersøgelser, er vi blandt de lykkeligste folk i verden. Vi er også stadig - trods finanskrisen og faldende huspriser - blandt de rigeste. Men på trods af rigdom og lykke, må vi altså leve med manglende koncentration og problemer med at lære. Vi topper vist også listen når det gælder forekomsten af hudkræft. Og knogleskørhed. Og psykiske sygdomme.

Må jeg citere John Mogensen: "Der er noget galt i Danmark".... - jeg ved ikke hvad, men noget tyder på, at vores livsstil påfører både os og vores børn en række livsstilssygdomme.

Wilbur gjorde indtryk i vores lille familie. Vi talte om at forstå hinanden og være overbærende overfor hinanden. Og så talte vi meget om, hvor vigtigt det er at leve sundt. Vi bliver konstant bombarderet med gode råd om kost og motion, og måske kan det af og til være lidt for meget og lidt for overvældende. Men der er vel en grund til at det hedder "livsstilssygdomme".......

Af Britta Lindstrøm
Kontakt: bl@ccpublicrelations.dk


Ingen kommentarer:

Send en kommentar