torsdag den 27. august 2009

Finanskrisen er slut!!

Hvis du også har krisekvalme, og sukker efter godt nyt, så læs videre. Optimismen bobler igen!

Direktør for PEJ Gruppen, Danmarks grand old man indenfor spådomskunsten, Poul Erik Jakobsen, har nemlig set i krystalkuglen og erklæret krisen for ovre i denne omgang. Sådan næsten da...

2009 skal lige overståes, og så er det ellers bare op ad bakke igen - altså i positiv forstand. Fremtiden ser atter lys ud og allerede i 2010 spåes et index på 115 = vækst. I 2013 ryger index op på 129, hvilket er samme niveau som jubelåret 2007.

Men det er ikke alle som umiddelbart vil mærke de nye positive tegn fra starten. De langvarige og typisk dyre forbrugsgoder som fx biler, båd og hus, vil stadig lide under afmatning og efterkrisetid. Til gengæld kan detailhandlen godt lægge pessimismen på hylden sammen med de nye varer, for efter et par år med mådehold, vil vi have lov til at shoppe igen, og det vil især komme FMCG branchen tilgode. Livsstilsprodukter, tøj, sko, interiør, møbler (men ikke det dyre design) fornøjelser - købelysten vender tilbage omend den vil være præget af den nye tidsånd. Sund fornuft bliver højeste mode, og derfor lader vi den pinlige førkrisetids Guccitaske blive hjemme bagerst i skabet, mens vi nu handler fornuftigt og med mådehold. Vi bevæger os mod midtermarkedet som vil opleve en stor revival. Luksus er - i det mindste for en tid - afløst af god kvalitet til fornuftig pris. Bling bling bliver afløst af basic.

Det er nu at det tabte skal genvindes. Kommunikationsstøjen er begrænset, og der er masser af plads til at nå forbrugerne. Tilliden, købelysten og optimismen bobler. Skattelettelserne venter fra 1. januar 2010........hvad venter du på?

Af Britta Lindstrøm, bl@ccpublicrelations.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar