onsdag den 3. juni 2009

Hvilken rittersport er du?

Ifølge Facebook er jeg rittersport med marcipan - hvilket tilfældigvis også er min yndlings-rittersport, men det skal I nok slippe for at høre mere om:)

Mit indianernavn er det lidet flaterende "lugter som pumaer" og jeg er topscorer i quizzen om serien Venner. Venner har jeg også på Facebook, nemlig 117 styks, og det er vist ret lidt, selvom jeg egentlig synes det er mange...

Men i en stresset hverdag, hvor vi konstant klager over travlhed - hvor finder vi så egentlig tiden til at tage underlige tests og quizzer på Facebook og andre steder på nettet? Er det i arbejdstiden, hvor vi klarer tankerne ved at bruge fem minutter på noget HELT andet end tabeller og pressemeddelelser...? Er det om aftenen hjemme i sofaen, hvor vi sidder med lap toppen i skødet samtidig med at vi ser nyhederne? Eller er det simpelthen når som helst og hvor som helst, vi har mulighed for det?

Nu kan man nemlig også få facebook applikationer til sin mobiltelefon, så man kan opdatere sin profil (og sit liv...) uanset hvor man er og hvad man laver. Som en af mine facebook-venner skrev forleden dag: 'Hopper i trampolin med mine dejlige niecer'.....Så skal der alligevel noget øvelse til, hvis man kan opdatere sin profil samtidig med, at man hopper halvanden meter op i luften sammen med to fem-årige...

Over to millioner danskere har i dag en profil på Facebook. Det betyder, at man virkelig er uden for klubben, hvis man ikke er medlem! Men der er forskel på, hvordan vi bruger det. Nogen bruger det som ovenfor beskrevet som rent tidsfordriv. Andre bruger det til at vise omverdenen hvem man er - eller hvem man gerne vil være. Og andre igen bruger det til at netværke både privat og professionelt. De fleste bruger det nok til lidt af det hele.

Uanset hvordan man ser på det, er Facebook ikke til at komme udenom. To millioner danskere samlet på ét sted - det lyder som marketingchefens aller sødeste drøm. Så er spørgsmålet bare, om man er rittersport med ekstra store nødder eller helt almindelig mælkechokolade... test det selv!

Af Louise Poulsen
Kontakt: lp@ccpublicrelations.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar