fredag den 19. februar 2010

Global PR

Til trods for at jeg jo er en hårdtarbejdende praktikant, tog jeg sidste torsdag efter arbejde frivilligt op på Handelshøjskolen til en torsdagsforelæsning med professor Krishnamurthy fra Massey University på New Zealand. Krishnamurthy er internationalt anerkendt for hans arbejde indenfor global PR og virksomhedskommunikation. Det så jeg derfor som en unik mulighed for at få en opdatering på den seneste udvikling indenfor dette vigtige og spændende emne.
Krishnamurthys emne for dagens forelæsning var PR i en global kontekst. Her lagde han hovedsageligt vægt på det faktum, at kulturbegrebet stort set ikke nævnes i teorien om PR og at de cases som studerende og PR-praktikkere bliver præsenteret for, stort set kun er cases fra den vestlige verden. Krishnamurthy sætter derved spørgsmålstegn ved gyldigheden af disse ”globale” PR undersøgelser. Hvordan kan teoretikerne overhovedet tale om global PR, når de både undlader at inddrage kulturdimensionen og erfaringer fra den tredje verden?

Efter min mening er dette spørgsmål relevant indenfor adskillige fagområder. Det er det samme problem vi støder på, når vi eksempelvis læser om marketing og forbrugeradfærd. Her er det meste af litteraturen ofte overamerikaniseret med et væld af cases fra det nordamerikanske kontinent. Dette får mig til at stille spørgsmålstegn ved, om vi i den vestlige verden overhovedet er forberedte på at se udover vores egne næsetippe og anerkende at der eksisterer en verden ud for vores egen? Hvordan kan vi forberede praktikkerne på at agere i en global verden, når litteraturen ikke tager stilling til det? Som Krishnamurthy siger, er det vigtigt at vi agerer efter sætningen ” think globally, act locally”.

Af Malene Staael, ms@ccpr.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar