fredag den 26. februar 2010

Fem gode råd til at undgå den digitale kirkegård

I sidste uge fik vi her på CC Public Relations langt om længe vores egen Facebook profil. Spørgsmålet nu er så, hvordan vi undgår at ende på den ”digitale kirkegård” ligesom mange andre danske virksomheder?

Hvis man tager en rundtur på FB findes der et utal af hel- eller halvdøde firmasider. Ifølge Kommunikationsforums redaktør, Timme Bisgaard Munk, er FB et misforstået fænomen og en sand kirkegård af øde brand-universer. Kforum giver her de danske virksomheder fem råd til, hvordan de undgår at ende på den ”digitale kirkegård”. Noget som jeg mener, vi bør overveje nøje her på CC Public Relations.

1) Facebook-fanatisme-fejlen: Virksomhederne tror, at FB er budskabet.
Mange virksomheder tror, at det bare gælder om at komme på FB i en fart, og at det er strategien og budskabet i sig selv.

2) Fire and forget-fejlen: Virksomhederne tror, at oprettelsen er tilstedeværelsen.
De danske virksomheder har i stor stil og meget hurtigt fået oprettet en Facebook-side. Men efter oprettelsen har de ikke haft en plan for, hvad der så skulle ske, eller også har oprettelsen i sig selv været målet.

3) Gammel vin på nye flasker-fejlen: Virksomhederne hælder 1.0-content på 2.0-medier.
De virksomheder, som har en såkaldt "Facebook-strategi", genbruger ofte blot deres strategi og indhold fra andre medier på deres Facebook-profil. Dette har resulteret i, at FB blot er blevet endnu en ”push-kanal”, hvor virksomheden skubber indhold ud, i stedet for at gøre FB til et rum for samtale og kommunikation.

4) Ingen eller alle-fejlen: Virksomhederne ved ikke, hvem der snakker.
FB kan være en svær balancegang for virksomhederne. For hvor kommer de ind i billedet? Virksomheder er jo ikke mennesker. Dilemmaet er ofte, hvilke mennesker kan udtale sig på vegne af virksomheden? Det er svære spørgsmål, fordi FB skiller sig ud fra andre medier ved at sammenblande mennesker, virksomheder og brands.

5) Henvisnings-fejlen: Virksomhederne misbruger FB som henvisning til egen side.
Mange virksomheder er alt for uambitiøse med deres Facebook-side og linker blot til virksomhedens egen hjemmeside.

Hvad skal man så gøre?
Først og fremmest skal man finde eller hold fast i sin egen strategi og spørge sig selv, hvordan FB kan bidrage konkret til forretningen eller organisationens målsætning. Man skal i den forbindelse sørge for at bruge den nødvendige tid, mandskab og omtanke efter oprettelsen. Dernæst er det vigtigt at man har mere personlig kommunikation og mindre marketing og kanalkommunikation. Sidst men ikke mindst skal virksomheden udnævne en Facebook-ambassadør, og derigennem give virksomheden en personlig stemme.

Undgår man de ovennævnte fejl, er man godt på vej til at skabe en Facebook-side, som folk faktisk har lyst til at bruge og dermed sikre sig, at siden ikke går hen og dør ud. En side er død, hvis hverken skaberen eller fans udøver nogen form for aktivitet.

Læs hele artiklen her: www.kommunikationsforum.dk/artikler/facebook-second-life-second-time

Af Malene Staael, ms@ccpr.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar